Pizzatwisters er nem aftensmad, der også er lækre i madpakken dagen efter. De kan også fryses, så lav gerne en stor portion ad gangen.

2 pakker pizzadej
Ca. 4 dl tomatsovs (eller lav den med ketchup, eller rester af kødsovs fra aftensmaden)
Ca. 90 g revet ost (eller efter behov)
Ca.  200 g skinke (eller efter behov – kan også udelades eller erstattes med pepperoni)
Mælk til at pensle dejen med
Oregano som pynt + ingrediens til tomatsovs

Sådan gør du:

Åbn pizzadejene og fold dem ud.

Varm tomatsaucen op og smag til med oregano, salt og peber.

Træk lidt i pizzadejen, så den bliver større. Fordel tomatsovs, ost og skinke på halvdelen af dejen. Fold den anden del af dejen ind over fyldet, så den dækker helt. Klem kanterne sammen. Gentag med den anden pizzadej (sørg for, at der er nok fyld til to deje).

Skær hver dej i cirka 10 skiver på den korte side. Twist hver stribe et par gange og pensel dem med mælk. Drys lidt oregano på toppen som pynt. Bag pizzatwisterne i ovnen ved 200 grader i 10-15 minutter. Hold øje med dem undervejs – så de ikke brænder på.