Danskerne begyndte først at fejre fødselsdage efter reformationen i år 1536, hvor vi blev protestanter. Før det, var danskerne katolikker og fejrede i stedet navnedage. Dengang var stort set hver dag i året tildelt en bestemt helgen – de der var opkaldt efter den helgen, blev fejret. På ens navnedag modtog man et bindebrev. Bindebrevet indeholdt en gåde, der skulle løses. Hvis man ikke kunne løse gåden, skulle man give afsenderen en lille gave.
Efter reformationen i 1536, ville danskerne ikke længere forbindes med de katolske helgener. Derfor blev fødselsdagen en erstatning for navnedagen. Fødselsdagen blev bragt til Danmark fra Tyskland af den danske kongefamilie – dengang blev fødselsdagen kaldt for geburtstag på grund af det tyske.
I starten blev fødselsdage ikke fejret af andre end kongefamilien og de adelige – de var de eneste, der havde en forbindelse til Tyskland. Men i begyndelsen af 1800-tallet bredte fødselsdagstraditionen sig til resten af befolkningen. Man begyndte derfor at fejre fødselsdagsfester for at familien kunne samles.
På landet var man ikke helt så gode til at holde styr på datoer, og mange vidste derfor ikke hvornår de var født. Man brugte derfor mærkedage som fx jul, Sankt Hans og påske som pejlemærker for, hvornår man cirka var født.
Efterhånden som man har fået styr på datoerne, og fødselsdagsfester er blevet hverdag for hele befolkningen, har der været tradition for at fejre runde fødselsdage i stor stil.